Skizofreni

Udredning Prodromale symptomer: De tidlige faser af en begyndende psykotisk tilstand, vil være præget af uspecifikke symptomer som angst, tristhed, humørsvingninger, tomhedsfølelse, søvnforstyrrelser og koncentrationsbesvær. Detr ses ofte social tilbagetræklning, nedsat initiativ og nedsat interesse for omgivelserne. Der kan være vaghed og ambivalens i adfærd og fremtoning. Skizofrenidiagnosen skal stilles på baggrund af en psykopatologisk vurdering, samt udelukkelse af organisk ætiologi. Dette omfatter somatisk inkl. neurologisk undersøgelse og klinisk psykiatrisk vurdering. De vigtigste punkter i den psykiatriske vurdering er tidligere og nuværende symptomer (ved K-SADS(børn)/PSE(voksne)), selvmordsrisiko, udspørgning ift differentialdiagnoser (affektive symptomer, misbrug, udviklingsforstyrrelser), samt disponerende faktorer i familien (andre i familien med lignende symptomer). Man kan forsøge at afdække psykotiske symptomer; hvorvidt patienten har oplevet symptomer fra en præmorbid eller prodromal fase fra skizofrenien, fx. angst, anspændthed, depressive symptomer, søvnbesvær, social isolation, forringet funktion ift. daglige gøremål eller diskrete psykose suspekte symptomer, fx. enkeltstående hallucinationer, selvhenførende ideer eller forfølgelsesforestillinger som pt. godt kunne tage afstand til. Social funktionskapacitet og negative eller positive symptomer. Paraklinisk tages relevante blodprøver, urinscreening, MR/CT(børn/voksne)-scanning af hjernen, EEG. Diagnosen stilles endeligt på baggrund af et semistruktureret interview (K-SADS(børn)/PSE(voksne)), men diagnosen bør løbende revurderes grundet den relativt store diagnostiske usikkerhed. Man kan løbende vurdere symptomernes sværhedsgrad med score-skemaer som PANSS eller SANS og SAPS (eksempelvis ved tidspunkt for indlæggelse og udskrivning). Derudover skal der altid foretages kognitiv tests mhp. videre støtte, skolegang og uddannelsesforløb. Behandling I den akutte fase er tiltagende opstart af farmakologisk behandling, miljøterapi (deltagelse i afdelingens aktiviteter), stillingtagen til det sociale, samt udredning af livsstilsfaktorer. Den længerevarende behandling omfatter antipsykotisk medicin, psykosociale og psykoterapeutiske tiltag. De psykoterapeutiske tiltag omfatter psykoedukation (både af patient og familie), kognitiv adfærdsterapi, psykodyunamisk psykoterapi og kognitiv remediering. Det er vigtigt at have fokus på patientens sociale omgangskreds og uddannelse, idet den ofte er ødelagt før man mistænker (og diagnosticerer) skizofreni diagnosen. Man bør altid inddrage familien. Derudover er behandlingen tværfaglig (psykiatri, ergoterapi, socialrådgivere, psykologer, mv.), kaldes i Danmark OPUS-behandling. De fleste personer med skizofreni følges i ambulante teams herigennem og har en kontaktperson. Den farmakologiske behandling er meget varierende, og inden opstart skal man altid have udelukket organisk årsag til psykotiske symptomer. Man skal derudover undersøge vægt, taljeomfang, blodtryk, kardiovaskulær lidelse, EKG, HbA1c og P-lipider før behandlingsstart og efter 2 ugers behandling. Under opstart er førstevalg Risperidon max 4 mg i døgnet. Initialt 2 mg dgl. stigende over dage til normal vedligeholdelsesdosis 4-6 mg dgl. Andetvalg er et andet antipsykotikum. Her er der flere valg. Hvis man forsøgt sig med 2 af disse antipsykotika, men man endnu ikke har set effekt, kan tredjevalg være at forsøge med clozapin. Dette virker bedre, men har alvorlige bivirkninger i form af agranulocytose, leverpåvirkning og QT-forlængelse, hvorved EKG og blodprøver (differentialtælling af leukocytter samt trombocyttal) regelmæssigt skal tages. Ved angst og uro kan der tillægges benzodiazepin på afdelingen. Prognose Forløbet er særdeles variabelt, men de generelle træk for prognosen er overvejende dårlige. Patienter med skizofreni lever i gennemsnit langt kortere end den generelle befolkning (20 år for mænd, 15 år for kvinder). Hvis patienten udvikler eller har alkohol eller stofmisbrug fordobles denne overdødelighed. Risikoen for selvmord er 20 gange forøget i de første år efter indlæggelse, og risikoen for død ved ulykke er 5-6 gange øget. Hvis patienten har meget dårligt funktionsniveau, vil det være nødvendigt med institution. 30% kommer i arbejde, 40% får førtidspension.