Personlighedsforstyrrelse (specifikke forstyrrelser af personlighedsstrukturen)

Udredning Hvis patienten lider af anden psykisk lidelse, så skal man være tilbageholdende med at stille en personlighedsforstyrrelse diagnose. Patientens beskrivelser vil være farvet af dette, og personlighedsændringer kan ses både i forbindelse med depression, tidlige stadier af psykose mv. Diagnostikken er ofte tidskrævende og kompliceret, idet personlighed og identitet ofte hænger sammen. Man bør altid være systematisk og gøre brug af semistrukturerede diagnostiske interview, hvor det hyppigst brugte i Danmark er DSM-IV, axis II (SCID-II). Man kan uddybe spørgsmålene, og have fokus på patientens liv og dagligdag, samt livshistorie. Man skelner her mellem “traits” (personlighedstræk) og “state” (det aktuelle tilstandsbillede), som er episodiske ændringer af personlighedsstrukturen. Oplysninger fra pårørende er vigtigt, idet de ofte kan give et mere gyldigt indblik i personen, da patienten selv ofte kan have svært ved at vedkende trækkene, da de føles som en del af personens identitet. Man prøver gennem patienten selv, pårørende, personale, tidligere journalnotater og egne vurderinger at vurdere et samlet billede af personlighedsstrukturen. Jo flere diagnostiske kriterier personen opfylder, desto sværere er personlighedsforstyrrelsen (groft sagt). Graden af funktionsnedsættelse af personlighedsforstyrrelsen kan vurderes ved GAF. Behandling Kernen er rådgivning, psykoterapi og sociale støtteforanstaltninger. Man kan her forsøge at bedre den sociale tilpasning og funktion. Det er dog en svær disciplin at motivere personer med personlighedsforstyrrelser til at modtage behandling, idet personlighed og identitet er knyttede. Psykoedukation og rådgivning tilbydes den unge og deres familie. Herunder findes både mentaliseringsteori, kognitiv adfærdsterapi og dialektisk adfærdsterapi. Psykofarmakologisk behandling bliver ofte nødvendigt dog ikke med henblik på selve personlighedsforstyrrelsen, men snarerer på de symptomer der følger denne. Antidepressiva og stemningsstabiliserende medicin kan dæmpe affektiv instabilitet, og antipsykotika kan mindste impulsivitet og aggressivitet.