Autismespektrum lidelser

Udredning Diagnosen stilles på baggrund af symptomer indenfor 3 kerneområder: social interaktion, kommunikation og restriktiv, indskrænket adfærd og interesser. Ofte hænger de kommunikative og sociale vanskeligheder sammen. Disponerende faktorer for autismespektret er genetiske faktorer i familien (søskende med autisme), præmatur fødsel og forældre med affektive lidelser. Det er vigtigt med en familieanamnese for disse idet det øger sandsynligheden for diagnosen. Både læger og psykologer kan stille diagnosen. Ved infantil autisme skal symptomerne inden for alle tre kerneområder debutere før barnets 3. leveår, men ofte stilles diagnosen først efter børnehave-alderen, idet de først her stilles til regnskab for sociale kompetencer mv. De andre autismespektrum lidelser har varierende grader af disse kernesymptomer eller forekommer ved højere alder. Udredningen er fokuseret på disse områder med anamnese fra forældre og patienten selv. Man anvender sædvanligvis ADOS eller ADI-R som udredningsinstrumenter. Man bemærker specielt adfærd og kontakt under samtalen. Hvis man mistænker aspergers syndrom bruges RAADS-R. Det er derudover vigtigt (ift. differentialdiagnoser) at diagnosticeringen foregår tværfagligt. Herunder IQ-test, Høre- og synsprøve samt somatisk børneundersøgelse. Behandling Psykoedukation er en hjørnesten i behandlingen, her både ift. forældre samt institution. Dette indebærer også understøttelse af barnets kognitive udvikling, sprog og de sociale færdigheder. Adfærdsterapi mhp. at begrænse stereotyp, indsnævret adfærd og rigiditet, samt forebygge eller mindske uhensigtsmæssig adfærd som raserianfald, selvskade og hyperaktivitet - dette specielt gennem belønning (og ikke straf). Det er en vigtig del at miljøterapi indgår, og man skaber strukturerede, genkendelse og forudsigelige hverdage, eventuelt med pædagogisk støtte. Det kan være nødvendigt med specialinstitution. Social færdighedstræning er ofte også en god ide. Ved svære adfærdsmæssige problemer, kan det blive nødvendigt med små doser af antipsykotika (eksempelvis risperdal). Ved nogle voldsomme former for stereotypier (eksempelvis bid i sig selv), eller komorbiditet ift. depression og angst, kan man forsøge med SSRI. Ved komorbide tilstande kan patienten have svært ved at indgå i normale terapiforløb.