ADHD (hyperkinetisk forstyrrelse)

Udredning

• Kernesymptomerne for ADHD er hyperaktivitet, impulsivitet og manglende fleksibilitet i opmærksomhedsfunktionen. En grundig anamnese skal være fokuseret på disse samt indlæringsvanskeligheder og den almene funktion i dagligdagen. Fravær af det hyperaktive element ville tyde på ADD. Det er vigtigt, at der indhentes informationer om sociale forhold, samt symptomer og funktioner fra hjemmet og skole. Det kan også være en fordel, hvis barnet observeres svarende til deres naturlige dagligdag. Fra forældrene en grundig anamnese med udviklingshistorien, disponerende faktorer (herunder fødsel), aktuelle funktioner, psykiatriske symptomer, samt deres forhold til barnet. Det er vigtigt for diagnosen at symptomerne optræder i flere forskellige situationer (skole, hjem og kliniske undersøgelser). Man kan supplere med standardiserede spørgeskemaer, fx. ADHD-RS (item 1-18, samt adfærdsforstyrrelse 19-26). Derudover suppleres med mentalundersøgelse, familiære dispositioner, ekspositioner, samt somatisk objektiv undersøgelse.

Behandling Behandlingen af ADHD er opdelt i en non-farmakologisk og en farmakologisk behandling

• Nonfarmakologisk: Bør altid inkludere psykosociale elementer som psykoedukation, støtte, vejledning og pædagogiske tiltag. Meget af behandlingen vil foregå gennem kommunen, hvorfor det er vigtigt at etablere et samarbejde mellem patient, evt. værge (forældre) og kommune. Special støtte i undervisning kan være nødvendigt, herunder også brug af lærere med særlig viden om ADHD. Forældretræning med fokus på opdragelsesstilen, samt positive oplevelser og samarbejde med patienten (psykoedukation). Nogle ældre børn kan profitere af kognitiv træning (af opmærksomheds- og hukommelsesvanskeligheder).
• Medikamentel behandling: Ved middelsvær til svær ADHD hos børn over 6 år og uden effekt af ovenstående, kan medikamentel behandling afprøves. Kun speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri eller psykiatri kan starte og ændre denne behandling, og man skal generelt være tilbageholdende hos børn <6 år. Methylphenidat er førstevalg. Hvis der er komorbiditet i form af angst, depression eller misbrug kan atomoxetin benyttes som førstevalg. Andetvalgspræparater (ved manglede effekt eller udtalte bivirkninger) er atomoxetin, dexamfetamin eller lisdexamfetamin. Hyperkinetiske symptomer synes bedre behandlet med langtidsvirkende præparater, ligesom at det giver højere compliance da de ikke skal tages så ofte. De hyppigste bivirkninger er appetitnedsættelse og indsovningsvanskeligheder, men stigning i puls/blodtryk, irritabilitet, depression, mave-/hovedpine, mm. ses også. Behandlingen kan være årevis. Behandlingen skal kontrolleres mindst hvert halve år. Her kontrolleres højde, vægt, puls og blodtryk, samt patientens almene tilstand og funktion.