Mani

Udredning Diagnostik af maniske episoder beror på en grundig anamneseoptagelse, herunder fokus på både (hypo)mane og depressive symptomer, mht differentialdiagnostiske overvejelser ift. bipolar sindslidelse. Debut, symptomvarighed, og cyklisk forløb. Informationer om familiær disposition og effekt af tidligere medikamentel behandling er vigtigt. I almen praksis kan man gøre brug af hypomani self-rating-skala (HCL-32) for at vurdere en eventuel hypomani/mani. Bipolar type 1 vil have multiple manier med eller uden depression. For at stille diagnosen benyttes et PSE interview fokuseret på de maniske symptomer. Paraklinik: Organisk ætiologi bør altid afklares ved grundig somatisk undersøgelse inklusiv neurologisk undersøgelse, blodtryk, puls, temperatur, EKG, elektrolytter og TSH. Derudover evt. en urinprøve ift. stoffer. Hvis personen er over 60 år: Ved klinisk mistanke om cerebral patologi, eller rutinemæssigt ved personer med nyopstået mani over 60 år, tages MR/CT. Børn: Young Mania Rating Scale kan anvendes hos børn og unge til at vurdere sværhedsgraden af mani. Behandling Behandlingen afhænger af, om patienten er i behandling (og dermed har en gennembrudsmani), eller om de er nydiagnosticerede ubehandlede. Gennembrud: Ved lette manier øges dosis af det primære stemningsstabiliserende middel, og evt. kan der suppleres ved uro/søvnforstyrrelser med et benzodiazepin i kort tid (fx oxazepam). Hvis dette heller ikke er nok, suppleres med en mindre dosis af atypisk antipsykotikum (fx. olanzapin). Let til moderat mani, ikke behandlet: Behandlingen kan ofte foregå i ambulant regi. Førstevalg er lithium, som optitreres indtil en S-lithium på 0,8-1,2 mmol/L. Inden behandlingsopstart tjekkes S-kreatinin og S-elektrolytter, da nyrepåvirkning er en stor risikofaktor for overdosering af lithium, som har et snævert terapeutisk interval. Man behandler 1-3 uger, hvorefter dosis reduceres til en S-lithium på 0,6-0,8 mmol/L. Svær mani: Indlæggelse på en psykiatrisk afdeling er ofte nødvendigt. Dette mhp. miljøterapi med begrænsning af stimuli der kan accelerere en mani, samt begrænsning af patientens adfærd. Nøje observation er nødvendigt grundet risiko for udvikling af manisk delir. Puls, væskeskema, blodtryk og temperatur kontrolleres løbende. Den medicinske behandling beror på behandling med 2. generations antipsykotika, dosis afhænger af effekt. Man ser som regel effekt efter 1-2 døgn, men fuld remission kan tage uger til måneder. Benzodiazepin (fx. clonazepam) kan bruges mod motorisk uro eller søvnproblematik. Derudover bør der snarest muligt også opstarte behandling med lithium, som er førstevalg til stemningsstabiliserende. Hvis manien ikke kan brydes på medicinsk behandling, må ECT (behandling tre dage i træk) overvejes. Benzodiazepin og evt. antipsykotika skal forsøges aftrappet inden udskrivelse.